Løberbloggen

Velkommen til løberbloggen

Dresden Marathon 2015

18. oktober 2015 15:28

Klubtur for NGIF løbere til Dresden, sammen med Korsør Atletik & Motion.

Chaufføren startede i Korsør fredag morgen, tidligt, hvor vore løbevenner fra KAM blev fragtet til Nyborg. Her blev bussen endeligt pakket med bagage, og de 2 klubbers deltagere blev blandet på de 2 etager i dobbeltdækkerbussen. Det var et hyggeligt gensyn for mange fra tidligere løberejser.
Per lagde som tureleder fra start ud med hans utrættelige strøm af forudsigelser og forklaringer, herunder optakten til Den Store Quiz. Programmet var også fastlagt, i første udgave, viste det sig. Første programpunkt var at køre til det sted, hvor vores faste chauffør John kunne stige på. Johns "køretid" rakte ikke til en tur til Dresden uden meget lange pauser. Næste stop var Otto Duborg ved grænsen, hvor lageret af drikkevarer blev suppleret.

Herefter gik turen over Berlin, gennem et regnfuldt Tyskland. Der var rig mulighed for at studere vindmøller, solfangeranlæg og køer på markerne, foruden andre rejsende i de mange biler. Marianne og Finn stod (selvfølgelig) for frokostboller til alle. Hen mod aften nåede vi Dresden, hentede startnumre i centrum, og kørte op til vores hotel Wyndham Garden Dresden, hvor aftensmaden stod parat.

Lørdag drog vi på sightseeing i Dresden, bl.a. med guidet tur til nogle af seværdighederne. Især beskrivelsen af hvilke (få) bygninger der var gamle, og hvilke der fra genopbygget for nyligt, var en stor oplevelse. Generelt er Dresden en pæn lille storby. Resten af dagen var der fri leg, hvile på hotellet, eller byvandring i Dresden.

Søndag var løbsdag. John sørgede for transport i forskellige grupper afhængig af tidspunkt for start på de enkelte distancer, 4,2, 10, 1/2 maraton og maraton.
De korte distancer startede først, og fik en pragtfuld tur i rimeligt godt vejr. Efter omklædning kunne man komme ud på ruten igen, og nyde de mange løbere på 1/2 og hel maraton. Sol og regn var igennem på skift, men for løberne var det rimelig optimale forhold.
Efter et bad på hotellet blev vi kørt til en restaurant med eget bryggeri, hvor dagens gode præstationer blev fejret.

Mandag, tidligt, gik turen hjemad igen. Landskabet havde vi set, så bøger, aviser og internettet blev studeret flittigt. Dagens højdepunkt var resultatet af Den Store Quiz, en tipskupon med spørgsmål om Dresden, deltagernes resultater og personlige rekorder, og den resultatmæssige kamp på placeringer mellem de 2 klubbers deltagere.

Marathon 2015

11. oktober 2015 13:45

En stor gruppe løbere fra NGIF har trænet til marathon eller halvmarathon hele sommeren. Vejret har været perfekt, for der har kun været få dage, hvor det har været for varmt til at løbe. Med mindre man løb langt fra kl. 13 den fredag, hvor det var høj sol og 25 grader :-)

De første løbere tog til København og løb Copenhagen Half den 14. september, og havde en fantastisk dag. Den flotte resultatliste ser sådan ud:

Niels Peter tog Copenhagen Half som opvarmning til Berlin Marathon. Her lidt billeder fra turen rundt, hvor man ikke er i tvivl om, at Niels Peter giver den gas HELE vejen. Niels Peter kommer ind i den imponerende tid 3:18:32. 

4. oktober var der H.C. Andersen Marathon i Odense. En tåget dag, men rimelig perfekt løbevejr. Og publikum langs ruten var lige så oplagte som løberne. Der var mange løbere fra NGIF og andre venner fra vore venskabsklubber.
Rasmus, John, Rikke, Rene og Grethe løb marathon for første gang, og gjorde det alle godt. Tillykke!

Senere i oktober drager de sidste marathonløbere mod Dresden, for at løbe under sydlige himmelstrøg.

Pulstræning foredrag

8. oktober 2015 20:32

pulszonerKlubaften 7. oktober 2015

Efter en løbetur og en frokostbolle var der foredrag om pulstræning på programmet.

 

Slides fra foredrag om pulstræning, ved Frank Dall Kristensen.

Pulstræning.pptx

Pulstræning.pdf

Tur til Dresden 2015

4. oktober 2015 06:25

 

Fredag den 16. oktober drager ca. 60 spændte løbere afsted på tur mod Dresden, heraf 22 løbere fra NGIF. Sammen med Korsør Atletik & Motion fylder vi en dobbeltdækkerbus og kører i løbet af fredagen gennem Tyskland til Dresden. En tur på 800 km, der sandsynligvis kører over Hamborg og Berlin. Dresden ligger i sydøst, tæt på den tjekkiske grænse. Vi bliver indkvarteret på Wyndham Garden Dresden, et 4-stjernet hotel i rolige omgivelser.

Lørdagen skal tilbringes med en guidet rundtur i bussen i det historiske Dresden, og afslapning inden søndagens løb. Butikker og seværdigheder har nu også åbent hele dagen, så for de nysgerrige og købelystne deltagere, er der her rig mulighed for gode oplevelser. Alle er blevet udstyret med billet til bus og sporvogne, så der er også mulighed for at komme byen rundt, uden at løbe en maraton lørdag også.

Søndagen er løbsdag. Vi har individuelt tilmeldt os til distancerne 4,2 km (1/10 maraton), 10 km, halvmaraton og maraton. Alle distancer løbes i den gamle midtby. Så der er noget godt at se på, mens man løber. Og det er nemt at følge løberne på de lange distancer, hvis man selv er kommet tidligt i mål.
Søndagen sluttes af med en festmiddag.

Mandag drager vi hjem igen. Traditionen tro, vil enkelte have svært ved at tage trappen pga. søndagens præstation. Men humøret er garanteret højt!

http://www.dresden-marathon.com/

Lørdagsløb juli

16. juli 2015 14:25

Nyborg Tri meddeler:
Løbetræning, de næste to lørdage, sker med udgangspunkt fra stranden ved Strandvænget kl 10 (se kort). Der løbes omgange på en 4,5 km lang rute, som går langs vandet, gennem Teglværksskoven og gennem den smukke park ved Strandvænget. 
Træningsprogram siger lang tur i stille tempo, fx 4 omgange (18 km), men man bestemmer jo selv hvor lang turen skal være. Der bliver udlagt depot med vand, så der kan drikkes på hver omgang. 
Og så er det jo oplagt at afslutte løbeturen med en svalende dukkert i Storebælt.

Stafetten 2015

6. juni 2015 20:41

I anledning af færdiggørelsen af det nye stadion var TRIklubben, Hesselager og Langeskov indbudt til stafetløb.
Indledningsvis blev der varmet op på en kort eller længere tur om Sommerbyen eller Knudshoved, hvor den gode stemning hurtigt bredte sig, og der blev talt sammen undervejs.
Tilbage på stadion blev man inddelt i 7 hold på tværs og efter personlige cirka-løbetider.

De 7 hold blev skudt afsted på en 400 meter runde, og stafetten var i gang.
Kunstbanen er klart bedre til stafet end den gamle slaggebane, og der blev sat gode tider.

Efter stafetten drog vi til Søbadet, hvor Marianne og Finn stod klar med pælser og brød på grillen. 

Bike & Run 2015

6. juni 2015 20:35

NGIF stillede med flere hold til Bike & Run, som blev afviklet ved Skovparkhallen. På hold a 5 personer, skulle man i stafet henholdsvis løbe ca. 5 km eller cykle ca. 14 km.
Vejret var fantastisk og stemningen var høj. Efter udstået stafet var der hygge med sandwich og drikkevarer.
Et hold fra NGIF blev nummer 3 i kategorien herrehold.
Bemærk! der var flere deltagere fra NGIF end dem, som fotografen nåede at indfange med kameraet. 

Nyhedsbrev 17-08-2014

19. august 2014 20:32

Da vi er gået ind i en ny sæson 2014-2015, er det desværre ikke muligt at sende e-mail til medlemmer, før i har tilmeldt jer til denne sæson. Derfor kommer nyhedsbrevet undtagelsesvis her i Løberbloggen.
Tilmeldt jer derfor til løb i den nye sæson, så snart det bliver muligt her på hjemmesiden.


 

 

Med de mange km, vi løber p.t., er det stadig vigtigt at huske på, at træningen kun giver optimalt udbytte ved at løbe i moderat tempo undtagen ved tempotræning. Ved hele tiden at løbe i maksimalt tempo uden at restituere tilstrækkeligt er risikoen for skader høj samtidig med, at kroppen drænes for energi med forringet form til følge. Resultatet bliver højst sandsynligt et dårligt løb den dag, det virkelig gælder.

Hvis du ikke oplever, de eksisterende gruppers tempo matcher dit, er det naturligvis ok at gå sammen med andre i nye grupper, som man mener bedre matcher ens tempo. Dog gælder det samme princip om at løbe i moderat tempo undtagen ved tempotræning. Kort og godt: Brug din sunde fornuft - lyt til din krop og vær realistisk, så bliver du godt løbende!

Husk også, at ruterne er tilrettelagt, så det er muligt at afkorte turen, hvis man ønsker at løbe en kortere distance.

Ugens træningsprogram:
COOPERTEST tilbydes onsdag. Den efterfølgende løbetur kan afkortes.

Letøvede: 16 - 11 - 9km
To ruteforslag til 16 km: http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1330660 eller http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1324501
To ruteforslag til 11 km: http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1297478 eller http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1296041
To forslag til 9km: http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1297439 eller http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1296039
 
Øvede: 18 - 12 - 14km
Jeg foreslår, at vi "nøjes" med 17 km mandag - vi har jo løbet 19km, ergo kan vi også klare 18km.  17 km med mulighed for vand undervejs i Teglværksskoven, langs Storebælt og i Christianslundsskoven: http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1330635.
Eller ruteforslagene til 16 km, som vi forlænger med 1km
To forslag til 12 km: Ud under broen - Slipshavn - Golfbanen til vandforsyningen der - Naurstien - Provst Hjortvej - hjem eller http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1296043
To forslag til 14 km: http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1324881 eller
http://www.loeberute.dk/ViewRoute.aspx?RuteID=1297430

NYT: CROSSGYM erstatter fredagsløb. CrossGym, som Ann og Christina står for, starter fredag den 22.08.14 kl. 16.00. Mødested på Strandvængets bageste p-plads.

En anden nyhed er, at TRI-klubben gerne vil prøve at løbe sammen med os, da de ikke er så mange. Det betyder, at de gerne vil træne intervalløb sammen med os om onsdagen. Der kommer måske et par løbere allerede på onsdag - ellers fra onsdag den 27.08.14. Det ændrer ikke på vores igangværende træningsprogram.
TRI-klubben løber derudover "langt" om lørdagen kl. 10.00 fra Idrætsparken.
Dog løbes den første lørdag i måneden Lørdagsløb på Volden kl. 9.00 fra Eksercerpladsen - 5km. Det er gratis at deltage i lørdagsløb på Volden, men man skal tilmelde sig én gang, hvorefter man kan deltage i alle løb: http://www.nyborgtri.dk/loerdagsloeb/. Nogle af jer deltager allerede i lørdagsløb på Volden. Ruten følger Hjertestien.  
Lørdagsløb bliver således en ekstra løbemulighed for os. Opstart lørdag den 30.08.14.

Husk tilmelding til arrangementet med Line Bostrup fra Rygexperten mandag den 25. august kl. 19.30, hvor I får gode råd om, hvad I kan gøre for at blive helt klar til Broløbet den 13.09. eller til ½ maraton i Amsterdam den 19.okt.
I kender Line fra klubaftenen i november, hvor vi hørte om forebyggelse af skader og fra arrangementet i februar, hvor Line viste os nogle nyttige øvelser.
Line har gennemført en ironman her i sommer.
Deltagerpris: 25 kr. Tilmeldingsliste på opslagstavlen.

Amandaløb i Kerteminde lørdag den 23.08.14. kl.11.00. Udfordrende ruter på 6 og 10km i skøn natur: http://www.kertemindemotion.dk/KMK-04/

Vel mødt til løb til sædvanlig tid mandag og onsdag kl. 18.00 og til CrossGym fredag kl. 16.00 fra den bageste p-plads ved Strandvænget.

Inger

MiniTri 2014

19. august 2014 20:30

Finn, John og Frank prøvede kræfter med triathlon ved NyborgTri's MiniTri den 2. august 2014.

Arrangementet foregik fra stranden foran Nyborg Strand, og disciplinerne var 1/10 ironman, dvs. 400 m svømning, 18 km cykel og 4,2 km løb. Der var omkring 200 deltagere, som var maksimum for arrangementet, og de var både meget dygtige triathleter og nybegyndere som os selv.
Ens base var i skiftezonen, hvor man havde sin cykel, skiftesko mv. Om benet havde man en chip, som blev registreret på måtten ud og ind af skiftezonen.

Første disciplin er svømning. Det var ret blæsende, og der var høje bølger. Starten går i vandet, så første taktiske punkt er at placere sig på startlinien. Med 200 startende vil der være pres og slåskamp ved ideallinien, så man placere sig inderst eller yderst efter temperament og evner.
Fra start var det svært at svømme i bølgerne, og det var svært at komme forbi nogen. Med mellemrum kom en deltager bagfra, og det føles som om denne kravler op over en. Vandet på ruten var så lavt, at man havde svært ved at svømme, hvis man ikke hang i overfladen. Det er forbudt at gå. Ruten går frem og tilbage, med bøjer som markering, og tilbagevejen går på ydersiden mod havet, og her blev det dybere og nemmere at svømme, hvis man stadig havde kræfter.

Anden disciplin er cykling. Fra svømning skal man i skiftezonen, tage våddragt og andet svømmegrej af, og skifte til cykelgrej. Ingen af vi 3 NGIF'er havde våddragt, så det var bare om at komme i skoene og afsted på cykel iført cykelhjælm.
Ruten går gennem Teglværkskoven, forbi Grønnehave til Aunslev, hvor der vendes og køres retur samme vej. Det blæser stadig kraftigt, så foruden at kæmpe med det kuperede terræn er det også vinden at økonomisere med. Der er nu stor spredning på deltagerne, og det er muligt at overhale eller blive overhalet, alt efter ens kræfter.

Tilbage i skiftezonen skal cyklen hænges på plads og hjælm afmonteres i nævnte rækkefølge, efter reglerne. Evt. cykelsko erstattes med løbesko, og så afsted. Løberuten er en trekantbane, som skal løbes fra Nyborg Stand langs stranden gennem Søbadet til husene før Signatur-hotellet. Også her er der placeringskamp, alt efter løbeevner og kræfter i behold. Enkelte ses gå med mellemrum. Der udleveres vand ved omgangsskift, og måske er det her man skyller saltvandet fra svømmeturen ned, hvis man ikke havde vand med på cyklen.

Endelig i mål til talrige råb og klap fra publikum. Det var en god oplevelse, at prøve og at gennemføre. Hurtigste mand på MiniTri skulle kun bruge 46 minutter på at gennemføre. Vi NGIF'er skulle bruge 1 time og 13-15 minutter, hvilket er en hæderlig præstation.
Se resultatlisten på NyborgTri's hjemmeside 

Hesselagergårdsløbet 2014

27. juli 2014 20:28

Det traditionelle Hesselagergårdsløbet trak også i år mange løbere og cyklister til en dejlig dag på de sydøstfynske bakker omkring Hesselagergård. Hesselagergårdsløbet er starten på sportsugen i Hesselager, fuld af gode aktiviteter.

Den største udfordring ved Hesselagergårdsløbet er det varme vejr, og i år var ingen undtagelse. En lille sky var hurtig væk, og løbet blev gennemført i bagende solskin.
Som løbere var det muligt at deltage på henholdsvis 4,5 km, 10 km og 1/2 marathon. Distancerne havde selvstændige starter med kort mellemrum.

Og så gik jagten i eget tempo. Valgte man over evne at følge de hurtigste, kunne flere føle kræfterne løbe ud gennem tæerne, efterhånden som kroppen blev varm af sol og lun vind, og måske aldrig komme retur. Hårde forhandlinger med sig selv, om at genoptage løbet, når bakken eller hjørnet var passeret i gang. 

Opløbet over sportspladsen, hvor man til sidst bliver klappet i mål, er kulminationen på oplevelserne i løbet. Tiden, som måles nøjagtig med chip, er sekundær i øjeblikket, men resultatlisten skal selvfølge studeres efterfølgende. I mål kan depoterne lades op med væske og frugt, mens man gør sig klar til at heppe de sidste i mål.
De fleste kom godt igennem alle distancer, og det at gennemføre var en stor præstation i sig selv.

De mange NGIF'er samledes efter løbet og nød en velfortjent sandwich og en fadøl.