Løberbloggen

Velkommen til løberbloggen

Odinbroen, godt løbet

14. juni 2014 20:21

Vi var mange NGIF'er, der havde løst billet til det historiske løb, dagen før Odinsbroen bliver åbnet. Jane Jegind, som skal åbne broen rigtigt i morgen, sendte også rosende ord til de mange løbere, mere end 5600.
Der er 2 distancer, 10 km og 1/2 marathon, og vi startede i en stor flok. Efter et par minutter var alle ude på ruten. Først gennem Skibhuskvarteret, og så over Odinsbroen og retur igen. 10 km ruten gik tilbage mod mål, mens 1/2 maratonløberne blev sendt ud om Stige Ø.
Løbet var egentlig ret hårdt, da der var mange stigninger, og ret varmt. Ikke bjerge, men i varmen var det højt nok. Ruten på de brede veje var nok ikke de mest inspirerende, men der var kik til kanaler og vand, og en genbrugsfabrik kom vi også igennem.
Tilbage i mål fik alle fortjent en flot medalje hængt om halsen, og frugt og forfriskninger til at bygge kroppen lidt op igen.
Til slut hygge på kajkanten med levende musik.

Ps. billederne viser slet ikke hvor mange vi var fra NGIF.

Søg resultater her:
http://result.sportstiming.dk/Results/IndividualResults.aspx?Id=645
Information om løbet her:
http://www.odenselober.dk/

Klar til Odinsbroen

6. juni 2014 20:18

Som en slags halvvejsstatus på vej mod Broløbet over Storebælt i september, er vi mange som skal være med til at indvie den nye bro Odinsbroen med løb den 14. juni.
Mange kilometer er løbet, siden vi i februar startede på broløbstræning i det tiltagende mørke. Lange bukser og refleksveste var den tids påklædning.

Med cirka en uge til Odinsbroløbet, er det tid til at forberede sig til løbet. Uanset om du føler dig i topform, eller du er lidt småskadet eller bare ikke helt klar, er det for sent at træne mere. Kroppen skal have hvile i cirka en uge, for at restituere og spænde de små fjedre i musklerne til den forestående præstation. Du kan løbe et par korte ture ved ugens træningsaftener, dvs. 4-7 km, i absolut roligt tempo. Du skal kunne snakke hele vejen, uden at gispe efter vejret. De korte ture og afslapning lader kroppen op, så du er klar til at præstere, og at få en god oplevelse uanset vejr og distance.

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Men trods mange artikler i bladene, er det ikke den store videnskab for motionsløbere at spise og drikke korrekt op til et løb. Generelt skal du spise som du plejer, men undgå de store bøffer og grillmad aftenen før løbet, som vil ligge tungt i maven. Undgå også for meget alkohol. Spis gerne kylling, salat, ris, pasta og kartofler, men ikke i hysteriske mængder.
Du kan med fordel drikke lidt mere vand end normalt, flere gange om dagen, de sidste 2-3 dage op til løbet. Det vil resultere i flere toiletbesøg, men hvis du stopper med at drikke vand 2-3 timer før starten går, vil et sidste toiletbesøg inden starten sikre et løb uden stop med en velhydreret krop.

Løbet starter kl. 15, og det betyder at du skal spise lidt til frokost inden løbet. Maven skal helst være tømt kl. 15, så det skal være en let frokost, men gerne med energi i. Kaffe til morgen og middag fremmer resultat på toilettet, og nogle oplever ro og spændstighed i musklerne af kaffens indhold af koffein. Hvidt brød, 2-3 dl skyr/A38 med fiberdrys og frugt, og de sidste glas vand inden kl. 12 er godt. Undgå for meget sukker. Herefter kan du have en flaske vand med, men drik kun for tørst, og ikke mere end nogle deciliter.

Under selve løbet har kroppen ikke den store brug for hverken vand eller energi den første time. Du kan dog starte med lidt vand, 1-2 dl, efter 5 km, især hvis det er varmt. Efter 1 time kan du fylde lidt energidrik og frugt på ved depoterne. Men pas på for meget sukker, især hvis det er varmt. Drik i små slurke, så vandet ikke kommer til at skvulpe i maven.
Efter løbet skal du drikke og spise de ting, der udleveres i målområdet, for at undgå at blive dårlig efter løbet.

Del dine oplevelser med løberne omkring dig, det sætter fut på humøret for dem og dig. Din tid er ikke afgørende for, om det var et godt løb. Nyd det!

Odinsbroløbet

4. august 2013 19:40

Største pejlemærke i 2014 bliver uden tvivl Broløbet, som allerede tæller ned til den 13. september 2013, hvor billetterne slippes løs. Meget mere herom senere.

Men allerede nu er der åben for tilmelding til årets anden spektakulære begivenhed, Odinsbroløbet den 14. juni 2014. Her løbes over den nye bro over Odense Kanal.
Odinsbroløbet tilbyder både 10 km og halvmarathon, og kan dermed benyttes som test eller optakt til "det rigtige" Broløbet over Storebælt.

Billetterne til Odinsbroløbet sælges med varierende priser, afhængig af hvor mange der har købt billetter. Spar penge ved allerede nu at sikre dig en billet, og sæt Odinsbroløbet som pejlemærke i din løbeplan.

Mange fra NGIF er allerede tilmeldt!