Et motionsløb med hyggen i højsæde

22-09-2019

Af Line Fløe Poulsen

Løbeskoene er bundet, løbetøjet er fundet frem og smilet er ikke til at skjule hos de 137 motionsløbere, som står klar til start på det traditionsrige Juelsbergløb i Nyborg.

Vinden suser i træerne, det er koldt og grå skyer truer, men ikke nok til, at de mange motionsløbere er blevet hjemme. De står alle klar i farverigt løbetøj og med humøret højt.

137 deltagere, blandet af både børn og voksne, i alle aldre, klar til at løbe eller gå en af løbets fem distancer, hvoraf de fleste har valgt den korte på 4,2km og få har valgt halvmaratonet på 21km.

Blandt de 137 deltagere er en familie på fire. Det er første gang de deltager i netop dette motionsløb, men de har glædet sig.

”Vi kan godt lide at gå ture sammen,” fortæller mor, Kia Mortensen.

Dog har far, Carsten Mortensen og datter Alberte, snøret løbeskoene for at løbe så meget de nu kan, mens Kia og Petrine tager turen gående.

Rundt om dem summer det af liv og glæde før start og der bliver snakket og grint i alle kroge, da Nyborg Gymnastik og Atletik Forenings formand Ann Rasmussen byder velkommen til løbet.

Et løb, hvor hyggen betyder mere end resultaterne, for Juelsbergløbet er et løb, hvor alle har muligheden for at komme ud og løbe blandt en masse andre løbeglade motionister.

 

41 år på bagen

Det er 41. gang, at Juelsbergløbet bliver afholdt og selvom der ikke er nær så mange løbere som i løbets stormagtstid, så er det en tradition for mange at møde op og løbe netop dette løb.

Noget af det der kendetegner Juelsbergløbet er, at der kommer grupper af venner, familier og firmaer, som hygger sig og har deres egen interne konkurrence.

Sådan er det også hos familien Mortensen, for selvom Alberte ikke er sikker på om hun kan følge med far Carsten, er der ingen tvivl om, at hun gerne ville kunne slå ham på stregen.

Klar, parat, start!

Snørebåndene strammes en ekstra gang. De 137 deltagere stiller sig klar ved start, og knaldet fra en pistol indikerer, at løbet er sat i gang. Nogle spæner afsted efter en god tid, mens andre, som Kia og Petrine, trisser afsted med klapvognen.

Allerede efter 15 minutter kommer de første løbende i mål, andre løber ud på endnu en omgang, mens sveden hagler af dem.

Langs minebåndet, der indrammer ruten, står familiemedlemmer og venner for at heppe, både på dem de kender, men også på alle andre seje forbipasserende løbere.

Som tiden går, kommer flere og flere løbere i mål. De kommer alle i mål, forpustede og med røde kinder.

Mod mål kommer Alberte spænende, med far lige i hælende. Selvom hun ikke helt troede på, at hun kunne, så slog hun sin far lige på det sidste ti meter.

Ikke så længe efter kommer Kia og Petrine også i mål og deres store smil er ikke til at skjule.

Den lille familie står blandt de andre glade løbere, og er klar til at komme hjem og slappe af resten af søndagen.

”Vi kunne sagtens finde på at komme igen,” siger Carsten, mens han smiler.

For selvom det var første gang de deltog, lyder det ikke til, at det blev den sidste.