Årets spændene løb i 2023

23-02-2023

Med januars rusk og regn, og gode ture trods dette, er det tid at se fremad mod kommende løb og arrangementer.

Den Genfundne Bro

Løbet Vi følger op på sidste års succes, hvor mange af os løb ved Den Genfundne Bro, som foregår lørdag den 20. maj. Tilmeldingerne er allerede startet. Så vil du med, er det med at blive tilmeldt! Hop ind på http://www.xn--dengenfundnebrolbet-b8b.dk/ og se mere, eller tilmeld dig nu på SportsTiming https://www.sportstiming.dk/event/10789.

Sidste tilmeldingsfrist "med T-shirt" er 1. marts. Men tilmeld dig nu, før det er for sent 🙂 Ligesom sidst, er der fælles frokost efter løbet. Inger Bank tager mod bestilling til fællesspisning. Transport til løbet finder vi ud af, når vi nærmer os løbet.

Helvede i Nord

Nogle af mændene har deltaget i løbet Helvede i Nord, som foregår i Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Navnet på løbet henviser til, at der er urimelig mange stigninger, smalle stier, sand, og laangt rundt. Det var på den klassiske distance på 21 km - halvmaraton. Men Tisvilde Hegn er et ufatteligt smukt område, og løbet arrangeres meget professionelt med god stemning. Løbet er blevet udvidet med flere ruter. 32 km, for dem, der bare ikke kan få nok. Men også 12 km løb, og i år 6 km for både løbere og gående. Ruterne er udelukkende i skov eller ved stranden, så det er en ren nydelse at bevæge sig her, hvis ellers lunger og muskler kan følge med ambitionerne. Løbet foregår i år den 10. april. Klik ind på https://helvedeinord.dk/ og tilmeld dig. Så finder vi nogle biler og tilbringer en dag i Tisvilde Hegn.

Ølløbet

Ølløbet, der arrangeres i samarbejde med Refsvinde Bryggeri, er i år torsdag den 25. maj. Tilmeldingen åbner på onsdag den 1. februar. Bliv tilmeldt, inden de udenbys løbere nupper alle pladserne. Obs!. der er stadig kun 200 pladser! Info og tilmelding her: https://my.raceresult.com/200964/info

Royal Run

Der er Royal Run i Nyborg den 29. maj. Vil du løbe sammen med Kronprinsesse Mary, så hop ind på https://www.nyborg.dk/da/om-kommunen/royal-run-i-nyborg/, hvor du kan læse mere og blive tilmeldt på din distance: One Mile 1,8 km (Kenneth Muus er med), 5 km (Team Skaarup med med), 10 km (mon Mary løber med igen?). Nyborg har, med hjælp fra nogen vi kender, stablet en fortræningsrute på benene. Ruten (One Mile) indvies lørdag den 18. februar kl. 10.00 (100 dage før Royal Run med Mary) med start ved Aktivitetshuset Vestervold. Ruten må løbes så mange omgange man lyster.

Broløbet Storebælt

Løbene kommer som perler på en snor. Men der er også broløb den 10. juni. Mange er allerede tilmeldt som deltagere. Har du mere lyst til at opleve løbet som arrangør, er der rig mulighed for det også. Kontakt Ann eller Vibeke Eriksen om mulighederne. Der er opgaver både i dagene før, under og efter løbet. Tøv ikke; der er brug for dig!

Udlandstur til Magdeburg

Vi skal til Tyskland og løbe igen. Det er som sædvanligt sammen med vore venner fra Korsør - KAM Atletik. Denne gang 6.-9. oktober. Det er en bustur over 4 dage, hvor vi denne gang drager til Magdeburg, og deltager i det lokale løb der. Spørg dem, som har været med før. Det er hyggeligt, godt arrangeret og en generel god oplevelse, som du bør give dig selv. Der er lige nu for-tilmelding, for at lodde stemningen. Men bussen er allerede halvt fyldt op! Så hop ind på KAM Atletiks tilmeldingssystem og bliv forhåndstilmeldt med depositum, inden der bliver udsolgt: https://kamatletik.klub-modul.dk/cms/ProfileEventEnrollment.aspx?EventID=64 Selve løbet i Magdeburg er dette: https://magdeburg-marathon.eu/ Der er som sædvanligt distancer for enhver smag. Det er også muligt at tage din partner med, selv om der ikke skal løbes. Hyggen, byen og den løbsfri turistdag er turen værd.

Inden alle disse herligheder, skal vi selvfølgelig ud at træne. Mød op med godt humør. Og tag din sløve ven eller veninde med på et par ture. Vi kan godt være flere i grupperne.

Er du frisk på at bage en kage til crossløb på Nyborg Vold den 26. marts, så giv Ann besked. Det er en stor hjælp!

Vi ses 

Trænerne


Vores sponsorer